Vore tanker kan være gode og produktive. De kan også være pinefulde og ubehagelige. Og tankerne kan desværre også være ustyrlige, tvangsagtige, automatiske og uproduktive. I klinikken ser jeg ofte besværlige tanker om emner som selværd (“jeg er nedern”), om fremtiden (“jeg kan ikke nå det, jeg skal”) eller om andre mennesker (“de vil ikke være sammen med mig”). Disse tanker kan køre i ring og være svære at stoppe. De kan være automatiske og de kan overstrømme vores sind på en måde, så vi bliver lammede, trætte og desorienterede. Ligeledes kan tankerne, altså de negative, give os angst og andre besværlige følelser.
Det at gå til psykolog indbefatter for det første at tale om tankerne. Dette er ofte befriende for os, fordi vi ofte går alene med vores tanker. Det at dele sine tanker, ved at tale om dem, er en lettelse for de fleste. I denne fase af terapien, vil tankerne blive accepteret som sande og virkelige, men der vil måske også være en indforstået stemning om, at de måske ikke er sande. I kognitiv terapi kan disse tanker dog testes og omstruktureres, så vi kan tænke andre, nye, rarere og mere produktive tanker. Dette er en kæmpe lettelse for mange.
En anden måde at arbejde med dine tanker og tankemønstre på, er at arbejde med dit åndedræt. Herom i et senere blogindlæg der hedder “fokus” og som snart er på trapperne. Disse blogindlæg er en del af en lille serie af indlæg, der drejer sig om tanker, følelser og fokus.