Her i starten af august har der været et par morgener, hvor det ikke er lyst, når jeg står op omkring kl. 6. Det har måske været lidt overskyet, og samtidig står solen senere og senere op. Hos mig går det straks ud over energien og humøret. Og det bliver sværere at komme ud af sengen og komme i gang.
Derfor har jeg fundet min lysterapilampe frem, og det første jeg nu gør om morgenen, er at stå op og tænde den. Det hjælper straks.
Her i sensommeren og i løbet af efteråret bliver det gradvist mørkere. På overskyede dage lægger vi mærke til det, men helhedsindtrykket af det svindende lys og de kortere dage kommer så langsomt, at vi nogen gange ikke opdager det. Nogen opdager først lysets betydning til foråret, når det bliver lyst og varmt igen. Så ved de pludselig, hvad de har manglet. Nemlig lys. Andre opdager det, når de pludselig er meget trætte og triste i januar eller februar.
Derfor er pointen, at tegnene på at vi mangler lys, kommer så langsomt, at vi knapt opdager det. Vi opdager det først, når skaden er sket. Til gengæld har vi mulighed for, at huske tilbage på tidligere år, og erindre at vi måske blev glade, da det blev forår. Andre, som mig selv, kan desuden mærke lysets betydning, så snart vi tænder for lampen, eller så snart der kommer en dag med solskin i løbet af vinteren.
Der findes flere forskellige størrelser af lysterapilamper. De store tenderer til at give et lidt mindre skarpt lys, og de kan bedre lyse et helt rum op. Men de har alle lige god effekt imod vintertræthed og vinterdepression. Modellerne TL 40, TL80 og TL90 er desuden medicinsk godkendte.
I næste uge skriver jeg om depressionsbehandling “uden mening” og depressionsbehandling “med mening”. Begge former for behandling virker, men hvad det betyder, må du vente lidt med at få at vide.