Mange mennesker går rundt med selvkritiske tanker og følelser af mindreværd. Men nogen af os har også det modsatte. Vi synes vi er noget særligt og bedre end andre. Vi er fokuseret på andres fejl, og oplever måske en del negative følelser, over det andre har gjort imod os. Det kan blive en hel besættelse, at tænke på det andre eller verden har gjort imod os. Samtidig kan der opstå flotte billeder af os selv som noget særligt. Vi skal udrette noget særligt, og blive til noget særligt.
Her kan det være en befrielse at indrømme sine egne fejl, mangler og begrænsninger. Det kan være en befrielse pludselig at kunne se sin egen andel i konflikter. Det kan være en lettelse at kigge på sig selv, og sine egne fejl. Så slipper vi nemlig for at betragte verden og andre som dårlige, som nogen der har gjort os noget. Så bliver verden pludselig et bedre sted.
Desværre opstår der så det problem, at vi pludselig er ganske almindelige og ordinære. Vi er ikke længere noget særligt og i sidste ende skal vi jo også alle begraves i den samme jord. Men måske opnår vi en større nærhed og samhørighed med andre, når vi ikke længere holder afstand med indbildninger om storhed og følelsesladede tvangstanker om andres fejl. Samhørighed og nærhed er ofte en god vej ud af depression.
