I to tidligere indlæg på denne blog, har jeg skrevet om selvværd. I indlægget “Er lavt selvværd en tanke eller en følelse?” argumenterede jeg for, at lavt selvværd var en tanke. I et senere indlæg, “Forholdet mellem lavt selvværd og selvrealisering”, skrev jeg om, hvordan lavt selvværd kan medføre, at vi mister forbindelsen til vores indre. Hvis vores selvværd har lidt skade, glider vores holdninger, ønsker og behov i baggrunden og kontakten til hvem vi er, og hvad vi vil, bliver utydelig.
I dette indlæg vil jeg skrive om, hvordan lavt selvværd behandles i kognitiv adfærdsterapi. I denne terapiform er tanken i centrum. Tanken ligger her til grund for vores følelsesliv og vores handlinger, og tanker kan ændres. Mange af os har negative tanker, der kører mere eller mindre automatisk i hovedet, og som har fået en rutineret, men smertefuld sandhedsværdi . Vi tror, det er rigtig og virkeligt, når vi tænker noget negativt om os selv. Således ligger der fire opgaver i denne terapiform.
- At erkende at tanker ikke nødvendigvis er sande. Tanker er kun tanker. De er ikke virkelige og rigtige. Det er de kun sande i vores hoved.
- At erkende at tanker kan laves om og byttes ud. Vi bestemmer selv, hvad vi vil tænke.
- At finde nogen nye og mere positive tanker som erstatning for vores automatiske negative tanker.
- Og samtidig erfare og huske hvad disse nye alternative tanker gør ved os, i forhold til hvad de gamle automatiske negative tanker gjorde ved os.
Disse fire trin giver os muligheden og evnen til at blive herre over vores tanker. Altså at bestemme hvad vi vil tænke. Og de giver adgang til væsentligt mere positive følelser og handlinger.
Eksempler på negative automatiske tanker.
Negative tanker | Mulige følelser | Handlinger/adfærd/lyst |
Jeg er mindre værd end de andre. | Tristhed, angst, træthed. | Tilbagetrækning. |
De kan ikke lide mig. | Sorg, vrede, frustration. | Gå i seng. |
Jeg er uintelligent | Træthed, uro, rastløshed. | Kigge væk, undlade at handle og reagere. |
Eksempler på alternative positive tanker.
Alternative positive tanker | Mulige følelser | Handlinger/Adfærd/Lyst |
Jeg er et godt menneske | Ro, tilfredshed. | Lyst til kontakt. |
Jeg har mange gode venner. | Glæde, energi. | Ringer til vennerne. |
Jeg har gennemført gymnasiet med gode karakterer. | Frihed, energi. | Lyst til at studere eller arbejde. |
Ved at arbejde med dine tanker i sådanne skemaer, opdager du måske, at den ene tanke er lige så rigtig som den anden. Du opdager, at du får det væsentligt bedre, ved at tænke de positive tanker. Og endelig opdager du, at ved at tænke de positive tanker, får du lyst, energi og handlekraft.
Ved at mærke de positive resultater af positive tanker, får du mere lyst til at arbejde med dine tanker, og efterhånden vil du få erfaringen, at tanker kun er tanker. I terapi er vi desværre også nød til, først at fremkalde de negative tanker, for at se hvad der trækker dig ned, så du får et tydeligt billede af dit tankeliv, og en erfaring af hvad det gør ved dig. Du skal vide, hvad du er oppe imod, for at kunne ændre det. Men efter at have identificeret dine negative tankemønstre finder vi sammen nogen nye positive tanker, samtidig med at du lærer,at være kreativ i den proces i retning af alternative positive tanker.
Negative tanker om dig selv, dine muligheder og negative tanker om andres tanker om dig er det indholdsmæssige tankestof i lavt selvværd. Og lavt selvværd er en typisk bestanddel i depression, hvor kernesymptomerne er dårligt humør (nedsat stemningsleje), lav energi og manglende lyst. Så både kernesymptomerne i depression, og lavt selvværd kan påvirkes i positiv retning, ved at arbejde med sine tanker.
Svaret på spørgsmålet i overskriften er altså et
ja.
Næste indlæg på denne blog, skal dreje sig om tilfælde hvor lavt selvværd og negative tanker ikke udelukkende kan behandles med kognitiv adfærdsterapi.