En psykologklinik er som et operationsbord, hvor gamle maskiner skilles ad og bliver justeret.
Nogen gange ligner vi gamle maskiner, der engang fungerede godt. Nu er disse maskiner dog rustne, knirkende og delvist usynlige.
Ex. 1. En ung mand ser en dejlig pige, der kommer mange følelser op i ham, han bliver bange, han finder på negative tanker om sig selv, og måske hende, han vender sig væk og går hjem, derhjemme kommer der flere selvbebrejdelser, tristhed og tomhed. Til psykologen fortæller han, at han er trist og føler sig tom. Så begynder vi at pakke maskinen ud bid for bid. Der kommer en række erkendelser og smerter over ovenstående forløb. Maskinen kommer til syne som en gammel mekanisme, der kører aldeles mekanisk og ubevidst. Nu er den snart klar til at blive skrottet. Den endelige løsning for manden bliver måske at erkende og især acceptere, at med lyst og kærlighed følger også angst og ubehag.
Ex. 2. En ung kvinde flytter sammen med en ung mand, han er fraværende og spiller meget computer, hun savner hans nærvær og interesse, hun tænker at han burde vide hvad hun har behov for, og hvis han elskede hende ville han give hende det, hun bliver trist og føler sig forkert, hun bliver angst. Til psykologen fortæller hun, at hun ikke har det godt, og at hun er trist og selvbebrejdende. Så begynder vi at pakke maskinen ud bid for bid. Efterhånden ligner det noget, der er sket i tidligere parforhold. Maskinen kommer til syne som et mønster, og er snart klar til at blive skrottet. Den endelige løsning for kvinden bliver måske at erkende og acceptere, at mænd ikke ved hvad kvinder har behov for, og at hun er nød til at gøre opmærksom på sine behov, selvom det er angstprovokerende.
For begge er løsningen måske, at rumme uro, ubehag og angst, imens man går efter det, man har behov for. Fordi efterhånden som evnen til at rumme ubehag og angst vokser, falder den gamle maskine fra hinanden.
