Deprimerede mennesker har en ubehagelig tendens til både at tænke negativt om sig selv, og til at tro at negative hændelser skyldes dem. Dette kaldes personalisering. Deprimerede mennesker er centreret om sig selv, tænker negativt om sig selv og tror at andre tænker negativt om dem. Når deprimerede mennesker tænker på andre mennesker, tænker den deprimerede ofte, at de andre tænker negativt om denne. Indenfor kognitiv adfærds terapi kaldes dette personalisering. Dette er smertefuldt for den deprimerede, og ofte er tankerne ganske automatiserede og systematiske.
En vej ud af dette er “mentalisering”. Evnen til realistisk at kunne forestille sig, hvad der foregår i det andet menneske. At kunne forestille sig og tænke på, at det andet menneske har selvstændige tanker og følelser, der ligger til grund for dennes udtalelser og handlinger. At kunne forestille sig, at andre mennesker har et eget mentalt liv, med glæder, udfordringer, drømme, håb og problemer.
Når den deprimerede lærer dette, opstår der ofte en stor lettelse i sindsstemningen, fordi vedkommende indser, at andre menneskers adfærd er styret af disses egne indre mentale liv, og ikke af den deprimeredes fejl og mangler. Samtidig bliver det nemmere for den deprimerede, at være sammen med andre og det bliver nemmere at være social. Evnen til mentalisering åbner os op imod andre mennesker, og gør os interesserede i dem, fordi vi opdager at andre måske også har problemer. Selvbebrejdelser imod sig selv bliver til medfølelse med andre.
Dette er et stort skridt i retning ud af depression.
